Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Engelsk i Kløvedalen

Som en del af Gentofte kommunes - PLAY and LEARN – engelsk for de 3 til 9-årige

Fra oktober 2013 iværksættes PLAY and LEARN - engelsk leg og læring i børnehaven og indskolingen for at give børnene endnu bedre forudsætninger for at klare sig i et globaliseret samfund. Formålet er, at de 3 til 9-årige børn tilegner sig sproglige og kulturelle kundskaber og færdigheder samt udvikler bevidsthed om sprog og sprogtilegnelse på engelsk.

Tiltaget er politisk vedtaget og ligger i forlængelse af vores to visioner ’Tryghed, leg, læring - Børn forandrer verden og Læring uden grænser, og skal konkret understøtte, at ethvert barn udfordres til toppen af deres potentialer – med et særligt fokus på mere udsyn, kulturel forståelse og sproglig opmærksomhed på engelsk. 

Engelsk i et legende læringsmiljø

Målet er, at alle 3 til 9-årige børn deltager i tilrettelagte forløb i engelsk med udgangspunkt i det enkelte barns potentiale fra oktober 2013. Vejene til målet er mangfoldige. Det vigtigste er, at der bygges videre på det, der allerede sker i institutionerne, og at projektet bliver en del af hverdagen til glæde for børnene.

Overordnet lægges følgende ledetråde ud:

  • Engelsk for de 3 til 9-årige skal ske i et legende læringsmiljø
  • Engelsk kan med fordel kobles til hverdagssproget samt de aktiviteter, der allerede sker i hverdagen, herunder motorik, digitalisering m.v.
  • Engelsk skal forankres lokalt og understøtte partnerskaber mellem dagtilbud, skoler, pædagoger og lærere
  • Projektet understøttes gennem praksisuddannelse for udvalgte medarbejdere og udvikling af inspirationskatalog med materialeanbefalinger.

I kløvedalen inddrager vi Engelsk og generelt sprogbevidsthed, som en del af vores læringsmiljøer i løbet af dagen.

Med udgangspunkt i børnenes naturlige interesse og nysgerrighed, kobler vi det engelske til vores hverdag.

Praksisfortælling

Vi har rugbrød og pålægsdag i børnehaven. Fra køkkenet er der kommet et visuelt fad, med forskellige muligheder i pålæg, samt små laminerede billeder af hvad man finder på fadet. Der er et billede af en ko, på spegepølsen. En dreng ved bordet udbryder; ”A cow".

Vi går I dialog omkring hvad tingene på fadet, hedder på engelsk. Børnene griner og synes det lyder sjovt, når de smager på de nye og anderledes lyde.

Hver børnehave gruppe har en engelsk kuffert, som indeholder diverse sange, rim/ remser og diverse konkreter som kan bruges til at starte dialog, samt navngivelse af konkreterne på engelsk.